Fanøs sejlskibsepoke

Sejlskibstiden på de syv verdenshave

Det er imponerende at en lille ø som Fanø med få tusind beboere har haft en så stærk position i handelssøfarten. Succesen startede i 1741, hvor fannikerne købte Fanø fri af Kongen, og de fik dermed retten til at bygge og eje skibe. Søfarten fik hurtigt stor betydning for Fanø, og det lykkedes at opbygge en stor hjemmehørende sejlskibsflåde, der senere blev engageret i international fragtfart.

Optur for skibsbyggere og skibshandel

Livet på Fanø har altid været forbundet med havet og dermed også sejlads. Fannikerne har siden tidernes morgen ernæret sig af fiskeri, og i 1700 blev mange fartøjer bygget på Fanø benyttet op langs den danske Vestkyst. Det var skibstyperne så som everter, tjalke og kuffer, der hovedsageligt blev bygget på øen. I starten af 1800-tallet og hundrede år frem var livet på Fanø tæt forbundet med søfart på internationale handelsruter. Fanø oplevede et opsving uden sidestykke, og aktiviteterne gav velstand i Sønderho og siden i Nordby. Der var fire-fem skibsbygmestre i Sønderho og tre skibsbygmestre i Nordby. Tilsammen var ca. 100 mand beskæftiget med skibsbyggeri på øen. Den lille ø med de flittige fanniker byggede ikke bare rigtig mange skibe, de byggede også skibe, der var større end dem kollegaerne i Svendborg og på Ærø byggede. Denne flittighed gjorde at Fanø havde landets største handelsflåde næstefter København omkring 1860.

Verdenshavene åbner sig for Fanø

I den første halvdel af 1800-tallet foretog man sejladser i hjemlige farvende så som Nordsøen og Østersøen, men nye handelsruter satte gang i langfarter til fjerne egne. Det var åbningen af handlen med Kina, der blev startskuddet for en rivende udvikling for Fanøs søfartshistorie. I 1860’erne kom det første skib fra Fanø, briggen Conrad, til Kina. Derefter blev også Japan, Hong Kong og mange nordkinesiske havne indtaget af fragtskibe fra Fanø. Denne handel i fremmed lande styrkede Fanøs økonomi gevaldigt, og man byggede endnu flere skibe og indtog nye handelsruter så som sejladsen fra Holland til hollandske Ostindien.

Fanø fik flere oversøiske handelsruter, hvilket ikke var tilfældet for de andre danske skibscentre. Disse nye handelsruter gik til landene i Sydamerika, hvor Fanøskibene hentede varer, som blev fragtet til Nordamerika eller Europa. På dette tidspunkt var der skibe fra Fanø i næsten alle større havne i verden. Skibene kom sjældent tilbage til Danmark, men sejlede på de syv verdenshave og fragtede varer fra det ene hjørne af verdenskloden til det andet.

Fanøs flåde reduceres

Fanøs optur og succes på de syv verdenshave levede på lånt tid, for dampskibene begyndte langsomt at blive mere og mere udbredte, og de udkonkurrerede relativt hurtigt sejlskibene. Allerede før århundredeskiftet begyndte de svære tider for Fanø, og specielt i årene derefter led Fanøs flåde under udviklingen med mere moderne skibe. Øen gik fra at have landets største flåde uden for København i omkring 1860, i 1995 var flåden på 128 skibe og tyve år senere i 1915 var antallet af skibe hjemmehørende på Fanø faldet til kun fire skibe. Skibsbyggerriet på Fanø fik en ende, da de moderne skibe blev fremstillet af jern.

Kvinderne på Fanø

Mændene på Fanø har i gennem århundrede taget til søs, og har efterladt kvinderne derhjemme. Der har derfor været en stor overvægt af kvinder på øen, og der har været mangel på mand i den arbejdsdygtige alder. Dette har skabt nogle lidt utraditionelle kvindesamfund, hvor kvinderne klarede alle arbejdsopgaver og de måtte arbejde ekstra hårdt for at ernære sig selv og børnene ved at spinde, væve og strikke. De har også skulle tage sig af hårdt markarbejde og kreaturpasning. Mange af kvinder var enker, andre kun græsenker, men fælles for dem, var at de kun havde hinanden, og derfor opstod der kvindefællesskaber, hvor de flyttede sammen og deltes om arbejdsopgaverne.

Sejlskibsepokens indflydelse på Fanø

Fanøs sejlskibsepoke satte sit tydelige præg på menneskene, familie- og leveforhold, erhverv, påklædning, musik m.m., og denne kulturhistorie kan opleves den dag i dag. I kan få en spændende ferieoplevelse med et indblik i fannikernes historie, når gamle dag levendegøres på Fannikdagene og Sønderhodag, når I holder ferie i sommerhus. I kan også krydre ferien i sommerhus med et besøg Fanø Skibsfart og Dragtsamling, som er det lokalhistoriske museum i Nordby.

Både på de historiske festivaler og på Fanø Skibsfart og Dragtsamling kan I blive klogere på, hvordan søfartsperioden har haft indflydelse på Fanøs kulturelle udvikling. Det er blandt andet folkemusikken og folkedansene på Fanø, der er blevet skabt over tid og som vidner om udlængsel og stærke traditioner på øen, som stadig holdes i hævd. Både musikken og dansene er blevet overleveret fra generation til generation, og de har stadig har stor betydning for fannikerne.

Fanø har en stolt folkedragttradition, som man også kan opleve på det lokalhistoriske museum og på de to festivaler, der fejrer Fanø. Folkedragten har i århundrede været den klædedragt kvinderne klædte sig i til daglig. Først i 1972 døde den sidste kvinde på Fanø, der bar folkedragten til daglig, og siden hen er denne traditionsrige dragt kun blevet båret ved festlige lejligheder. Klædedragten er endnu et tegn på Fanøs tidligere velstand i forbindelse med søfart og kontakt med fjerne lande. Den traditionelle klædedragt i egnene omkring Fanø var fattigere at se på, og de var ofte lavet af simpelt vadmel. Fanøs folkedragter består derimod af sølv og fine tekstiler som for eksempel silke hjembragt af sømændene til deres kærester og koner.